Hvorfor nu det? Hvis vi gerne vil vise, hvordan træning og energi kan fører til præstationer, skal vi naturligvis være de første til at gøre det. Med denne tanke, og samtidig muligheden for en præsentation og demonstration af det aller bedste cykeludstyr og beklædning på markedet, besluttede vi ultimo 2008 at gennemføre en cykeltur fra Danmark til mere end 1.600 km. ned i Frankrig. På 6 dage. Den endelige plan var på plads 8. januar 2009, og den målrettede træning og test af grej kunne begynde. Der var fra start lagt op til, at turen skulle gennemføres med så lidt bagage som muligt, og at vi derfor også skulle køre uden nogen form for "følgebil eller andre hjælpere undervejs" Mere end 1600 km. på cykel gennem Europa, kan og må give store og små udfordringer, såvel praktisk som mentalt og fysisk. Det er også, hvad denne beskrivelse indeholder omkring udførslen af vores målsætning om at køre på cykel august 2009 fra Skodsborg til Menthon St. Bernard på den østlige side af Annecy søen. Bagagen skulle blot være en saddeltaske med "en cykelslange og et VISA kort". Afgang kl 7.00, tidsplanen skal holdes allerede fra start. Efter en vellykket forberedelse på de danske landeveje, såvel de nordsjællandske som de vestsjællandske, og men mange kilometer i benene, var vi klar til at tage udfordringen op. Den sidste uge før afgang, var følelsen på det nærmeste: "Lad os nu komme af sted!". Alt var på plads, og cyklerne var blevet trimmet til det sidste. Det var en surrealistisk følelse, der kom igennem kroppen på os, da vi trådte de første par kilometer mod Klampenborg. Her, på denne cykel skulle vi "bo" de næste mange døgn. At alle kan sætte sig i en bil og køre til en fjern destination er bekendt for alle, men at sidde på sin cykel og vide, at den skal følge én gennem Europa er alligevel lidt mærkeligt. Første stop var planlagt til Lübeck, men før vi kunne nå til Marcipan-byen, måtte vi jo forbi Gladsaxe, Herlev og Ishøj. Køge, Herfølge og Rønnede. Vordingborg, Sakskøbing og Rødby. Netop Rødby var en milepæl, for efter en tur i tilkørselsbanerne for færgen, der mest af alt jo er beregnet til familiebiler og campingvogne, kom vi da omborg blandt det, der de næste mange timer skulle vise sig at blive vores største udfordring: Bilerne! Det er vigtigt at placere sig rigtigt på vejen allerede fra start i Tyskland. Efter kroppens depoter var blevet fyldt op med de bedste ingredienser fra cafeteriet, og færgen var i havn, begyndte det hele for alvor! Turen ned over Sjælland havde været nem og fri for store farlige situationer, men allerede da vi var på vej igennem de 6 vognbaner, der senere skulle blive til en landevej over Fehmeren, kom følelsen op i os: Vi på cykel er meget små i dette land! Vi fik os dog placeret på en sådan måde, at vi kunne komme ind mod kanten i højre side af vejen, og turen sydover kunne begynde. Chokoladekiks er godt efter 210 km., og man kan lige så godt spise den sidste med. Vores navigation viste os - lige som den havde gjort på Sjælland - korrekt vej. I gennem mindre tyske landsbyer, hvor vores væskedepoter kunne fyldes op, og vores kulhydratbalance igen kunne finde et for denne tur naturligt højt niveau. Det var selvfølgeligt meget fornuftigt, at vi på en benzintank købte chokoladekiks emballeret i en æske, så var det jo nemmere at transportere de kiks, som vi ikke skulle spise, videre. Men, hvorfor ikke bare spise hele æsken og så se at komme videre på landevejen igen? Det gjorde vi så, og fulgte samtidig nøje vores planlagte kilometerantal, sammenlignet med de tyske vejskilte. Det hele stemte som det skulle, og da vi næste gang skulle tanke vanddepoterne op, var det til stor forundring for et par tyske motionscykelryttere. Vi talte jo dansk, og kunne derfor ikke være fra deres lokalområde. Vi fortalte dem om vores projekt på landevejen sydpå, og med en blanding af uforstålighed, overbærenhed og stor respekt ønskede vi hinanden forsat god tur! De havde jo 35 kilometer hjem. Hansestadt Lübeck blev nået efter 275 kilometer i benene denne dag, så et delmål blev nået, uden uheld eller punkteringer. Kunne det hele forsætte i samme stil, så er det da absolut muligt at tage på shopping i Lübeck på cykel på en weekend.......! Vi må være de første til at skamrose vores navigation Garmin 705 Edge for dens stedsans. Helt optimalt! Hvad der derimod ikke er til at forudse, er vejarbejde på de tyske landevej, der ramte os tidlig søndag morgen. Landevejen der havde bragt os fra Lübeck og ca. 20 kilometer sydpå, var simpelthen gravet op, og eksisterede ikke længere. Skiltene viste omkørsel af det helt nye stykke motorvej. Flot flot så det da ud, men ikke særlig velegnet for cykler. Var der mon en cykelsti? Nej!!! Vores eneste mulighed var at vende om og køre mod Lübeck igen, og finde en vej vi kunne dreje af på. God ide og vejen blev fundet, og bragte os gennem små idylliske landsbyer sydøst for den gamle Hansestadt. Nu var vi på vej igen, og kort efter krydsede vi en af Elbens udløb. Det er som om, at er man først kommet syd for Elben, så er man godt på vej sydpå, i hvert tilfælde når man er på cykel....! Vores planlagte rute var lagt øst om Hamburg, for i lighed med de andre følgende store byer at undgå trafik og for mange sving. Elben blev krydset for alvor, og vi kunne følge vores rute mod Hannover. Begrænset trafik og godt vejr satte betingelserne for et højt tempo på landevejen. Landeveje blev afløst af hovedveje, og hovedveje blev til landeveje igen. Højt tempo og god asfalt, det er noget der passer smalle racerdæk og to danskere der føler sig stjerneskuespillere i den gamle kendte storfilm The Cannonball Run. Det var også med denne følelse, at vi drejede fra mod noget så interessant som et slotsmuseum i en tysk provinsby, der tillige rummede et tysk brandbilsmuseum. Formålet var ikke at se hverken slot eller museum, men slet og ret at få noget at spise! Det høje tempo over de sidste 150 kilometer sætter sine spor på forbrændingen, og vi skal huske at sige, at der ikke en mange muligheder for mad på de tyske landeveje! Vi er sikre på, at slotsmuseets cafe kunne servere udsøgte lagkager fra den høje glasmontre, men vi ville have mad! Vi overtalte personalet til at bygge et par sandwich med tysk rugbrød, og det var noget der virkede....... Fuld fart på cyklen igen af det der var en landevej og senere en hovedvej og senere igen en motortrafikvej! Hovsa, ja det er det, der sker, når man kører på cykel i de store bilers hjemland. Vi fortsatte forbi det blå skilt, og holdt os indenfor den hvide stribe, hvor vi havde ca. 1,5 meter at boltre os på. Fint fint og ingen klager fra os, selv om enkelte venlige bilister gjorde os opmærksom på, at vi ikke havde 300 hk. ligesom de havde liggende i snuden af deres bil. Vi holdt et højt tempo på den glatte asfalt, og den røde streg på GPS'en viste "lige ud", så hovedet og kroppen ned i en aerodynamisk position og fremad mod målet Hannover før aftensmaden. Vores gennemsnits hastighed var høj, og kun påvirket en lille smule af en jævn vestlig vind. Skønt er det, når en modkørende lastbil holder tilbage for os ved et venstresving! En sådan situation udløser et smil og et synligt vink til den tyske chauffør, der med stor sandsynlighed tænker:" Ak ja, det kan da være hyggeligt med en lille cykeltur i lokalområdet". Hvad alle jo ved er, at der ikke er helt fladt i Tyskland, når man kommer et stykke ned i dette store land. Og det er et stort land! Vi brugte mere end 55 kilometer på at komme udenom Hannover via en ringvej, der konstant viste os vej til "Hannover-Messe". Hvis ikke det var, fordi vi allerede havde et så godt forhold til vores Garmin navigation, ville man tro, at vi kørte i ring. Men nej, det var den virkelige verden, der mødte os efter Hannover en solfyldt formiddag. Her kunne vi se Weserbjergene rejse sig som skygger i horisonten dækket af en let frisk diset luft. Med de sidste dages kilometer i benene og det på visse tider høje tempo, kunne vi næsten visualiserer os til at bjergene ville rykke sig til siden for os, eller der vil opstå tunneller i nattens løb, der vil gøre vores gennemsnit endnu højere. Men dette er virkeligheden, og efter et par bananer i en lille landsby, hvor alle bilerne kører i de lave gear, vælger vi at tage udfordringen op mod de første af denne turs stigninger, der senere skal vise sig at være småbakker i lighed med Fredensborg Kongevej, sammenlignet med Jurabjergene, der blev forceret et par dage senere. Lavt gear på cyklen, op og stå, ned at sidde, skifte gear, op og stå, ned og sidde. Sådan skal det gøres. Efter ovenstående var blevet udført i praksis nogle gange, gik det nedaf - nedaf - nedaf. Vores røde pil på vores navigation viste vejen sikkert, uanset om det gik op eller ned, men på vores højdemåler kunne vi se, at det ikke var vores ben der var ved at være slidte, når tempoet faldt. Det gik opad og nedad i det flotteste tyske landskab i en jævn til hård vestlig vind. Vi var ved at gå mere sydover nu, og samtidig besluttede vinden sig for at stoppe vores samarbejde. Det betød sydlig vind, og dermed modvind for os. De korte stejle stigninger var ved at være overstået, og vi kom på et vejnet, der blev noget mere trafikeret. Større veje betød mere trafik, og som oftest også mindre stigninger. Hverdagstrafikken var hård og heftig, og lastbilerne satte dagsordenen her i Bundes Republikken. Vores refleksjakker var vores livsforsikring på landevejen Vi sætter vores sikkerhed højt, og valgte at klæde os i vores meget trafiksikre gul / grønne refleksjakker, der samtidig var vindtætte, da Weserbjergene havde slugt solen og den sydlige vind trukket til. Hvad vi ikke viste var, at regnen ventede forude. indenfor ca. 15 minutter var der dråber på vores brilleglas, og jeg tror at vi begge spillede det spil, der hedder: "Hvis jeg ikke siger noget, så er det kun mig der har opdaget, at det regner"! Men det var svært at holde på denne hemmelighed, da vandmasserne nu var så store, at vi blev nød til at holde en indbyrdes afstand på mere end fem meter. Cykelskoene var som svømmefødder. Valget stod mellem at tage brillerne af for at kunne se, eller beholde dem på for ikke at få snavs i øjnene. Vi beholdt dem begge på, men måtte sætte tempoet ned efter forholdene. På denne landevej havde bilerne intet problem med vandet, for deres fart blev ikke sat ned. På en måde får man som cyklist en vis rutine i at køre på den hvide stribe, eller måske på de ca. 15 cm. der er mellem striben og den bløde rabat, selv med høj fart. Det var utrolig anstrengende at sidde på den måde kilometer efter kilometer, og vi vælger at bruge tid på indtage et måltid, ikke et godt måltid, men et måltid, og så taler vi ikke mere om det.... Da vi lander på dette spisested, går personalet med en gummeskraber og skovler vand fra borde og stole. En ting er dog positivt her, der er ingen problemer med at få et ledigt bord, men vi foretræk dog som stedets øvrige gæster, at trække indenfor i det sparsomt indrettede rum, for det kan faktisk ikke kaldes et lokale. En hurtig opfyldning med energi, og vi var klar igen på cyklerne. Tørvejret var endelig kommet til os, og de våde veje føles ok at køre på. At vi er på cykel i et land, der er bygget til biler, hurtige biler til lande distancer, er ikke altid nemt. Cykelstierne er ikke beregnet til folk som os, der vil køre hurtigt og ikke studere kirker eller middelalderbyer. Det betyder, at de tyske cykelstier er utrolig dårligt anlagte og med en dårlig asfalt, der gennem årene ikke er vedligeholdt. Det havde så også den konsekvens, at vi nogle gange valgte at blive på en hovedvej som egentlig var for trafikeret. Vi kan fortælle, at det ikke er tilladt at køre på cykel på en motortrafikvej. Heller ikke i Tyskland! Hovedvejene har det med pludselig at blive til motortrafikveje i dette land, og det kan så betyde, at man ufrivilligt havner på for os cyklister forbudt område. Dette skete på en strækning, hvor vi kunne se frem til næste afkørsel, så vi valgte at sætte tempoet op og få det overstået hurtigst muligt. Vi mener ikke, at vores hastighed hverken var for høj eller for lav, da vi pludselig så det tyske politi komme kørende på en markvej parallelt med motortrafikvejen. Vi var dog fredet lidt endnu, for en skrænt og et autoværn skilte os fra ordensmagten. Tempoet blev sat yderlige op, og vi lagde an til et venstresving ved første synlige afkørsel, men det var for sent! Politiet var nået frem til samme sted, og beordrede os yderst bestemt til standsning. Deres information til os virkede så godt, at den øvrige trafik også standsede. Det var vist ikke hensigten fra deres side, men effektivt var det! Det bedste vi kunne gøre i denne uheldige situation var at starte med at takke dem for at de bragte os ud af situationen, og efter at vi havde lovet, at vi da aldrig mere i denne grad ville trænge ind på de tyske bilers domæne, og de ikke mødte modstand fra vores side, lod de os fortrække med halen mellem benene som en uartig hund! Efterfølgende var vi meget tilfredse med at betjentene ikke fulgte os videre ned mod byen, for nu at være sikker på at vi havde forstået deres så venlige henstilling til os. Der skete nemlig det uden for den lokale bager, at vi på baggrund af de efterhånden mange kilometer vi havde i benene, valgte at blande noget så harmløst som vores medbragte kreatin i vores flasker. Det der måske kunne give anledning til endnu et møde med de stramme betjente fra ordensmagten var, at vores kreatin var i et lille ca. 15 cm. langt gennemsigtigt glasrør, og da kreatin er noget hvidt pulver, kunne vi da godt forudse hvilken scene der kunne udspille sig på det lokale torv, i denne ellers så fredelige lille tyske by med gader belagt med middelalderbrosten. Når man er udenfor de aller største byer, og de store byer, og de mellemstore byer, og de små byer, og landsbyerne, er der meget langt mellem huse og civilisation i dette område. Da vi en sen eftermiddagstime røg igennem dette "ingenmandsland", som vi hurtigt kaldte for Twin Peaks, følte vi os noget ensomme. Vi var alene i et skovområde, hvor asfalt og terræn satte dagsorden for et højt tempo. Vores navigation holdt retningen, og vi nåede kun lige at registrere, at det er helt almindeligt at parkere sit ældre mobilhome i vejkanten, og lægge et stort rødt hjerte i forruden og skrive "frei" på et papskilt. Det må være små selvstændige iværksættere, der holder til her på landevejene. Efter en drømme nedkørsel af de helt lange, nåede vi til dagens største udfordring. At finde et hotel. Vores GPS viste lige nu af motortrafikvejen, og i samme retning var en landsby, uden overnatningsmulighed. Vi valgte at køre væk fra både rute og retning velvidende, at vi ville forlænge vores rute væsentligt. Mad blev fundet, og en seng blev fundet. Næste dag startede jo selvfølgelig med at komme tilbage til ruten igen, og denne opgave skulle gerne løses uden at tage den største omvej. Alt blev prøvet, og til sidst lykkedes det at finde et mindre stisystem. Retningen var forkert, men vi var dog på vej, da alle veje jo fører til Rom. Pludselig efter adskillige kilometers omvej, var det skilt i den rigtige retning, og snart efter skrev GPS'en "Bane fundet". Nu var vi på vej igen, med dog ca. 2. timer forsinket i forhold til vores planlægning. Man skal lære af sine erfaringer, og det gjorde vi også ved at vælge en cykelsti i stedet for det kommende stykke motortrafikvej. Vi ønskede ikke samvær med politiet denne gang. Cykelstien blev fulgt, ind og ud og op og ned af bakke, men frem kom vi da. Efter mange kilometers kørsel på cykelstien ophørte den brat, ved at ende i hovedvejen. Fint nok, man skulle blot lige kravle over et autoværn, naturligvis med cykler på nakken. Der er ikke taget billeder af det, men sikkert er det, at det har set fantastisk ud! Tidsplanen var stram, og det høje gennemsnit skulle der kæmpes for at holde. Energiforbrug og forbrænding steg, så vi måtte bruge mere tid på at spise og køre med konstant fyldte flasker. Det sled på moralen og stresstærsklen kom på prøve. Konstant skulle farten holdes uanset terræn og den konstante kamp mod trafikken. Målet var sat, og den rigtige kamp skulle til at begynde nu! Regnen kom igen, men vi var forberedt til at at kæmpe videre! Igen var vi iklædt alt vores tøj, og koldt koldt var det. Pia prøvede på dette tidspunkt at hypnotisere sig selv til varme i arme og hænder ved konstant at sige til sig selv: "Varme i mine arme - varme i mine arme - varme i mine arme". Vi aflagde et besøg hos områdets lokale bager, for at få lidt tørvejr, og få depoterne fyldt op igen. Jeg er sikker på at vi har set sjove og våde ud som vi stod der og handlede, men at bager-frauen ligefrem skulle grine af os, var der vel ingen grund til, men det var tilfældet i denne forretning. Tørvejr forude og en anelse blå himmel at skimte. Den blå himmel skulle vise sig at være med os hele vejen, og havde vi vist det, havde vi nok danset den sidste regndans! At sidde på en lang lige landevej på vej mod næste større by Koplenz i tørvejr er en ret god oplevelse. Yderligere mødte vi et vejarbejde, der betød helt ny asfalt og kun begrænset trafik i én retning og en hastighedsbegrænsning på kun 50 km/t. Koplenz blev nået, og et festmåltid blev hurtigt spist på en restaurant ved Rhinen. Dagens sidste 100 kilometer ventede, så vi er hurtigt videre igennem byen, og op af stigningerne på den modsatte side af floden. Op, op, op og så endelig ned på hovedvejen. Eftermiddagstrafik i den helt store stil, men vi satte os godt tilrette og lod som om, at det var os, der reagerede der på landevejen. Det var en overlevelse igen indtil vi nåede frem til et hyggeligt hotel, hvor eneste cykelparkering, der var sikker mod tyveri, var i hotellets restaurant, så da personalet foreslog vores cykler parkeret her for natten, slår vi omgående til for et dobbeltværelse. Hovedvejen forsatte ca. 75 kilometer, hvorefter der var omkørsel på grund af vejarbejde. Vejen var simpelthen lukket og da vejen grænsede op til en lufthavn med højt hegn valgte vi omkørslen. Det gav os en forsinkelse på ca. 1 time, der blev prøvet hentet ind på nedkørsler i det kuperede terræn. Vi kunne mærke, at vi nu havde energi og overskud til at klare udfordringerne, der har stået i kø for at tage imod os gennem Tyskland. Der var skilte til Trier og Saarbrücken, hvilken vej skulle vi passere grænsen? Garmin viste vejen, og selv om det kunne se lidt mærkeligt ud i dette område, overlod vi 100% navigationen til det elektroniske isenkram i cookpitet på styret af Niels's cykel. Ved den franske grænse steg humøret gevaldigt. En lille tysk landsby blev passeret, og hov, der stod et byskilt med et fransk navn! Få kilometer til den franske grænse der passeres ved et nedlagt hønseri og et skilt, og så var vi i Frankrig. Solen var på himlen, og pludselig var vores humørbarometer steget nogle grader. Vi viste, at der var mange kilometer tilbage, og det blev ikke nogen let tur gennem Frankrig med Jurabjergene som den største terrænmæssige udfordring. Livet begyndte ligesom på ny, når der i den nærmeste større by Bouzonville kan serveres grovflute, rosinsnegl, kaffe og vand på kantstenen. Det føltes som om, der kom superbenzin i vores blodåre, så hurtigt videre igen. Vi prøvede at holde gennemsnittet der dog var faldet noget gennem Sydtyskland. Så er der igen ved at være fyldt op i depoterne, efter et besøg hos turens første franske bager. Vi drejede efter små 80 kilometer og et utal af små landsbyer hver med deres kirke, ind i en lille landsby, som annoncerede med, at der var et hotel. Det var vist bare således, at da der ikke kom så mange tosser som os på cykel her, har man valgt at lukke hotellet. Ud på hovedvejen igen, hvor vi mødte en enkelt fransk motionsrytter, der stort indhentede os og stak af med en lang skygge fra aftensolen efter sig. Senere skulle det dog vise sig af vores ben ikke var helt døde efter dagens mere end 220 km., så vi lagde os diskret op i baghjulet på ham for lige så stille at glide forbi med et bonsior. Vi kørte af landevejen, der forude delte sig ud i motorvejen, og lige der, ved siden af tilkørslen til motorvejen lå vores mulighed. Et hotel for landevejens riddere af en hver slags. Cykelparkering havde de ikke, men da vi blev spurgt om vi var tilfredse med at efterlade vores cykler i deres konferencelokale, åndede vi lettet op. Her var der en seng at sove i, men vigtigst af alt lige nu: Der var en buffet, så det var blot at gå til tag-selv-bordet med stor appetit. Det krævede virkelig en buffet af en vis størrelse at gøre to som os mætte over på en dag på landevejen. Hvis vi regnede summen af netto forbrænding, plus efterforbrænding og lægger basisforbrændingen til, kunne vi godt sende besked til køkkenet om mere mad! Vi var klar næste morgen til at indtage landevejen igen. Men cyklerne var låst inde og morgenmaden kunne ikke serveres, for personalet havde sovet 1,5 time over sig! Der stod vi så og blev forsinket, indtil hotelejeren var blevet tilkaldt og fik lukket op for morgenmaden og cyklerne. Møg sur var hun med morgenhår og morgenånde! Vi fik spist alt, hvad vi kunne og var nu klar til det flade Dijon område, og efter en mindre omkørsel i byen Metz med franske udfordringer, fristelser og forbindelser, lykkedes det igen vores GPS at vise os vejen. I bedste filmstil á la The Cannonball Run gjaldt det nu om at cykle, drikke og spise for derefter at cykle, drikke og spise............. Dijon er fladt. Rigtig fladt i forhold til det vi lige havde været igennem, så tempoet blev igen skruet op, og højdemåleren viste stortset status quo hele vejen. Det betød, at mindre buler på vejen kunne klares med et lille løft fra sadlen, og lidt flere kræfter flyttet ned i benene. Sådan! Cyklerne var i topform og det samme var vi. Ikke mindst efter, at vi havde tilbragt en lille time (det var vi ikke vant til) på en hyggelig café i skyggen. Cyklerne var parkeret solidt i skyggen, så vi ikke skulle udsættes for eksplosion i dækkene på grund af højt tryk og høj lufttemperatur. Livet måtte gå videre og vi måtte videre, så ikke noget med at sidde og slå rødder der. Gennemgående har der hele vejen været stor interesse fra befolkningen om vores projekt, som jo nemt kunne ses og læses på alt vores tøj. Når man så yderligere ankommer til små eller større café'er og restauranter iført cykelsko og komplet uniform, og for Pia's vedkommende hestehale, så vækkes der begejstring og interesse. Et godt baghjul...... På et lille sted i Frankrig, som nærmest mindede om et truck-stop, hvor vi lige skulle have dagens madtærte, blev der faktisk totalt stille da Pia trådte ind. Jeg tror på, at hvis Jesus var kommet ind eller Michael Jackson, havde der dog stadig været nogle der holdt samtalen i gang. En anden og modsat oplevelse havde vi ved en "landevejskro" hvor der vel var plads til et par hundrede mennesker. Her sad bartenderen og småsov ved et TV i baren. Ingen gæster overhovedet. Hans eneste selskab var hans hund og de havde ikke set mennesker i noget, der lignede en lille uge. Vi var virkelig kommet på landet! Her fik vi lov at være dagens og måske ugens eneste kunde. Dagen sked frem, og vi begyndte at kigge efter overnatningsmuligheder. Dem er der ikke mange af lige der i området, men der var kun 45 kilometer til en noget større by, så vi satte kursen direkte non stop og med fyldte vandflasker var vi klar i aftensolen. Byen blev invaderet, men heller ikke her er vi heldige med en seng, selv om hotellet har dækket op udenfor med stole og borde med glas og bestik, er der lukket! Efter et forsøg på at råbe gennem vinduet, besluttede vi os for et kort break med GPS'en i hånden. En endnu større by var indenfor en afstand af ca. 20 kilometer. Beslutningen blev taget, vi kørte til Gray. Fin asfalt med en anelse fald på vejen gjorde at både humør og tempo steg trods klokken og maven var ved at sige aftensmad. Da vi var ca. halvvejen ophøre vejen og en motortrafikvej begyndte - igen! Lav sol på vejen og hurtige biler var ikke det vi ønskede os nu. Vi havde mulighed for at tage den helt nye vej med den hurtigste asfalt gennem nogle hyggelige byer, og i løbet af kort tid var vi ved hovedvejen igen, og kunne se at motortrafikvejen ophørte. Sådan, nu skulle vi blot til venstre, og ca. 5 kilometer frem så var vi i Gray. Byen er beliggende nord for Dijon og Besancon i samme afstand fra de to byer. Vejen gik stadig ned af i en blød hurtig indkørsel til byen. Den ene rundkørsel efter den anden blev gennemkørt. Havde vi ikke rutine hjemmefra i disciplinen at køre i rundkørsler, så havde vi fået den nu efter turen herned. Vi passerede lige floden, da vi hurtigt spotter et hotel. Kl. er 18:45 og receptionen lukker kl. 19:00. Mærkeligt! Men vi stillede ingen spørgsmål, da vi fik udleveret den elektroniske adgangskode til hotellet. Så kunne vi gå og komme som det passede os. Vi må have virket meget tillidsfulde som vi stod der, sultne og med dagens vejsnavs i ansigt og på arme og ben. Morgenmad, og klar til sidste etape, og vi ved at en hård dag venter forude, så der er grund til smil. Fra Gray til Menthon er der 250 kilometer. De skulle nappes før solen gik ned. Efter morgenmaden sættes der et tempo som lige kan holdes på flad vej. Det betød, at ved enhver lille stigning skulle der arbejdes hårdere. Vi kørte i fin harmoni med bilerne på landevejen præcis mellem Dijon og Besancon. En væske mulighed måtte findes hurtigt, da temperaturen allerede om formiddagen var mellem 25-30 grader. En lille købmand blev fundet, og alle depoterne blev fyldt op til kamp mod Jurabjergene som ventede forude. Vand og kulhydrater skal der til, men det er ikke alt for en succesrig oplevelse. Forberedelserne skal være på plads, og cyklen skal køre! Begge dele var optimale, så vi var nu klar til at nå frem før solnedgang. Der var langt endnu, og vi kendte ikke terrænet og stigningerne. Vi begyndte nu at se skilte med Geneve, og så vi var klar over, at vi var på rette vej. Vi havde valgt en rute udenom Geneve for at kunne have flere valgmuligheder i forhold til Frankrig, og for ikke at blive begrænset af Geneve Søen. Måske det kunne hjælpe denne franskmand at tale med nonne, efter han fik kendskab til vores projekt.......... hovedrøstende! Da vi når til foden af Jurabjergene, kørte vi igennem en lille landsby, hvor de sidste indkøb af mad og drikke blev gjort før stigningerne. Mødet med en herre i byen, der interesserede sig for vores projekt (og måske vores evne til at vurdere vores kræfter) så meget skeptisk ud, da jeg fortalte, at vi var på vej gennem byen for at køre over bjergene og videre til vores målsted. "Vil I køre den vej"? spurgte han. Jeg forsikrede ham om, at det nok skulle gå, og at vi var i form til at klare det. Endvidere havde vi kørt helt fra Danmark, det lille land højt mod nord. Det var mere end han kunne klare at høre, og han forsvandt uforstående hen ad fortovet. Jeg så ham stoppe og tale med en nonne længere henne af gaden........... Vi startede opstigningen i et gear, der rakte til de første ca. 1500 meter, hvorefter vi måtte gearer ned igen. Efter ca. 2 kilometers stigning mødte vi en kvinde, der trak sin cykel. Stakkels kvinde tænkte jeg, hun må da være punkteret siden hun ikke cykler, så jeg råbte "allez allez", men hun var ikke til at få på cyklen igen. Der var høj temperatur i mange højdemeter forude. Magnum is, brød, Cola og vand giver tempo i benene lige nu! Vi kæmpede kampen op over de første stigningen, for så derefter at stifte bekendtskab med den store klinge med sine 52 tænder på noget der kunne ligne 3 kilometer flad vej. Herfra gik det op og ned over de næste rigtig mange kilometer, gennem et landskab der var så smukt at det ikke kan beskrives. Små byer hver med sin kirke og selvstændige charme. Efter at kulisserne havde set sådan ud i nogle timer skiftes der til nedkørsel. Nedkørsel af stort format. Der lå nu ca. 16 km. foran os som kun kunne køres med fuld koncentration. Vi aftalte som altid vores "regler" for sådanne nedkørsler: Undgå at ligge lige i baghjulet på hinanden (styrter den ene kan den anden nå at undvige), kør aldrig helt i højre side af vejen (farlige udkørsler m.m.) se ikke ned på vejen, se frem og læs vejen, brems kun nødvendigt. Skær svingene lidt af så vejen glattes lidt ud. Det var nogle af vores regler for at komme igennem disse nedkørsler med så stor sikkerhed som muligt, og det gør faktisk, at det ikke behøver at være farligt at køre hurtigt på nedkørslerne. Vi landede nu nede i den hyggeligste lille by, Saint Claude med café og masser af liv. Med en temperatur på mere end 30 grader var der omgående dømt grande isdessert på fortovet. Igen kom vi i snak med nogle, der havde luret vores cykeltøj og dermed vores projekt. Det kan være rart at sidde på noget andet end en cykelsaddel. Svært at komme videre, men vi skulle jo være fremme før solnedgang, så af sted nu! Ud af byen hurtigst, men kunne det passe? GPS'en ville have os til venstre, og det så ud til at gå meget stejlt op af........ Vi mente ikke det var i følge vores planlægning, så vi kiggede lige på de øvrige veje, men Garmin overbeviste os, og vi måtte bøje os i støvet for elektronikken og de høje bjerge. Vi havde ikke regnet med en stigning med dette format nu. Det, der lå foran os, var længere og stejlere end det, vi havde kørt på tidligere. Med kun 100 kilometer i benene denne dag, var det vel også til at klare denne stigning på 13 kilometer. Lave gear og en god position på cyklen, så kørte det. Når man sad der på sådan en bjergvej, skal man kunne lide at svede. Ikke svede normalt, man svede ud alle de steder hvor nogle normalt ikke tror, det kan være muligt at svede. Masser af vand for hver kilometer, og et tempo der kunne holdes med en jævn ikke for lav og ikke for høj kadence. Toppen var nået, rundt og svinget forbi parkeringspladsen, det lille flade stykke, skift til gear 52 forrest og gear 12 bagerst. Så gik det ned over en distance på mere end 15 kilometer, og med et fald nogle steder på 13%. En lille vej uden trafik, men desværre ikke med den ønskede asfalt, og det betød flere nedbremsninger end ønsket og planlagt. Der var lapper i asfalten, og det betød kanter der kunne få katastrofale følger. Vejen var ikke særlig brugt, så derfor heller ikke autoværn på det meste af dette stykke nedkørsel. Snart blev vi dog så grebet af stemningen og et hurtigt blik på kilometertælleren fortæller, at der nu var mindre end 100 kilometer tilbage! Bremserne slippes lidt ved dette syn for lige at gamble lidt med gennemsnitshastigheden her på det, vi må se som dagens og dermed turens sidste rigtige nedkørsel. Hastigheden steg og det ene sving sluges efter det andet, og det var da gudskelov ikke i en kurve, at vi så en ca. 1 meter lang slange (ikke en cykelslange) bevæge sig over vejen lige i vores spor. Pu ha, godt den ikke røg i hjulet! Ved afslutningen på denne vidunderlige nedkørsel var det som at have mistet hørelsen for evigt. Lufttrykket og farten havde dæmpet vores evne til at høre totalt. Efter vi havde set det første skilt til Annecy måtte alt eventuel tvivl komme vores Garmin GPS til gode. Vi havde ikke brugt papir-kort, da vi ikke havde plads til den slags i taskerne, og vores omveje vurderer vi som vejarbejde, der ikke kan tages højde for, samt vurderinger af hvornår det var hovedvej, og hvornår det var motortrafikvej. Ingen forkerte vejvisninger eller GPS udfald. Cyklerne havde nu kørt distancen og manglede blot 50 kilometer. Ingen punkteringer! Ingen uheld eller justeringer overhovedet undervejs. Vores kæder havde fået VD40 én gang på grund af regnen de to dage, og vi havde brugt en luftpatron fordelt på de fire hjul for at efterfylde med luft. Tiden var kommet for sidste depot for opfyldning af vand og mad. De sidste kilometer til Annecy og det aller sidste stykke til Menthon St. Bernard kunne køres på 1,5 liter vand pr. person og noget brød. Fremme ved målet efter dagens mere end 250 kilometer og 3.300 højdemeter. Turen mod Annecy gik som forventet af veje, der ikke var så hidsige i deres struktur, som det vi havde oplevet tidligere på dagen, uden dog at sammenligne det med den flade strækningen fra Sakskøbing til Rødby. Med en stor følelse i kroppen var vi nu på vej mod det endelige mål, og med en sikkerhed og rutine på cyklen var vi klar til centrum af Annecy. Det var lange kilometer til sidst igennem forstæderne, men da centrum blev nået og Annecy Søen kunne ses, blev der pumpet mental energi i os, og de sidste 8 kilometer til Menthon blev kørt med en kongelig følelse fra vores side. Det føltes som om, at her regerede vi, selv om vi ind imellem havde været små på de europæiske landeveje, meget små! Et typisk spørgsmål der kunne melde sig er: "Har I kørt på cykel siden?" Svaret er: "Ja det har vi. Vi lod cyklerne stå i tre dage, og kørte herefter en dag til Col de La Forclaz, og en dag til La Clusaz. Begge bjerge er klassiske bjergetaper, og det var fantastisk begge dage at være på cyklen igen" . Vi håber, at ovenstående har givet dig et lille billede af vores oplevelser med dette projekt. Det har koster blod, sved og tårer, men har også været rigtig sjovt, og vi vil under ingen omstændigheder have været det foruden. Kredit: Stor tak til alle vores gode venner, gode kunder og gode forretningsforbindelser der har fulgt os med stor interesse hele vejen. I har været så tålmodige når I har hørt på os. Dette projekt skal ikke ses som noget, man skal gøre, men blot som et billed på, at med målsætninger og vilje opnår vi alle vores egne mål. "Vores opfordring til dig er, sæt dig dine egne mål og indfri dem".

Niels's cykel Ramme: Merida Carbon Teorama 2005 Styr: FSA Plasma Carbon Wing med integreret frempind Sadelpind: FSA Carbon Sadel: Selle Italia split SLK Padaler: LOOK KEO Sprint Kabler: Jagwire Bremser: TRP Carbon / titanium Klodser: TRP Skiftere: Shimano Ultegra Forskifter: Shimano Ultegra Bagskifter: Shimano Dura Ace 7900 Kranksæt: Shimano Ultegra Klinger: Dura Ace Kæde: KMD X10SL Gold cuttet til 216g. Kassette: Dura Ace 10 speed 12-25 Hjul: Zipp 404 Nav: Zipp med Silicon Nitride Caramic lejer Quickrelease: Zipp Titanium Dæk: Continental 4000-S Slanger: Vredestein S80 Flaskeholdere: 2 stk.  Merida Carbon Navigation: Garmin Edge 705 med EU-kort Pulsur: Polar 725S Baggagetaske: Topeak Pia's cykel Ramme: Merida Carbon Scultura 2006 Styr: ITM Wing S-Work Frempind: Deda Sadelpind: FSA Carbon Sadel: Selle Italia split SLK Padaler: LOOK KEO Carbon Kabler: Jagwire Bremser: Shimano Ultegra Klodser: Shimano Ultegra Skiftere: Shimano Ultegra Forskifter: Shimano Ultegra Bagskifter: Shimano Dura Ace Kranksæt: FSA Carbon Compact 52/39 Kæde: KMD X10SL Silver cuttet til 210g. Kassette: Dura Ace 10 speed 12-25 Hjul: Mavic Cosmic Carbon Nav: Mavic Quickrelease: Mavic Dæk: Continental 4000-S Slanger: Vredestein S80 Flaskeholdere: 2 stk.  Merida Carbon Pulsur: Polar RS800CX Baggagetaske: Topeak Træning Pia: Cykeltræning fra 8. januar 2009 til 30. juli 2009 Antal spinningstimer: Ca. 75 Antal landevejskilometer: Ca. 3.700 km. Forbrændte kalorier ved cykeltræning: Ca. 95.000 Niels: Cykeltræning fra 8. januar 2009 til 30. juli 2009 Antal spinningstimer: Ca. 100 (Ca. 30-33 km/t) Antal landevejskilometer: Ca. 4.900 km. Forbrændte kalorier ved cykeltræning: Ca. 147.000 Kost & energi - velbekomme! Pia: Kalorie forbrug pr. dagsetape under cykling: Ca. 4.500 kcal. Netto forbrug på hele turen: 29.977 Kcal. (Til ovennævnte værdi skal tillægges almindelig forbrænding samt efterforbrænding). Dette svarer til 9,5 flaske rødvin eller 923 g. ren mørk chokolade eller 12 kg. gulerødder. Niels: Kalorie forbrug pr. dagsetape under cykling: Ca. 7.000 Kcal. Netto forbrug på hele turen: 39.285 Kcal. (Til ovennævnte værdi skal tillægges almindelig forbrænding samt efterforbrænding). Dette svarer til 1,6 kg. flødeboller eller 3,5 kg. flødeis eller 12 kg. æbler. Beklædning & restitutionstøj Bluse: Assos UNO SS Jersey Bukser (Pia): Assos HFI Lady_S5 Bukser (Niels): Assos TF I UNO_S5 Underbluse: Falke Basic S/L - Tanktop Sokker: Falke Biking BC6 Løse ærmer: Newline Løse ben: Newline Handsker: Assos Overtræksjakke: Newline Windpack jacket Sko (Pia): SIDI Ergo 2 Carbon Steel Lux. Modificeret med stabitltetsringe under klamperne Sko (Niels): SIDI Ergo 2 Carbon Vinice. Modificeret med stabitltetsringe under klamperne Restitutionstøj (Dresscode til middagen): Bukser: FUSION power tights (Compression) Bluse: FUSION PRF PRO T-shirts Sko: SOLE sandaler Rute detaljer Distance                  1.660 km. Time                             63 timer 18 minutter 36 sekunder            Højdemeter            11435  meter Start Elevation               2 meter Finish Elevation          474 meter Rute lagt via BikeRouteToaster.com og overført til GARMIN EDGE 705 med EU-kort. Detaljeret rute gennem Europa: (DK) Skodsborg Lyngby Ring3 Herlev Glostrup Gammel Køge Landevej Herfølge Vordingborg Rødby Havn (D) Puttgarden Neukirchen Görtz Grube Merkendorf Neustadt in Holstein Pansdorf (Eutiner Str. Tankstation med chokoladekiks) Neutechau (vej L309) Lübeck Blankensee Gross Grönau Gross Sarau Breitenfelde Büchen Lauenburg (Elbe) Masser af brosten Hornstorf (Elbe) Neu Jürgenstorf Neetze Vastorf Findorfsmühle Bienenbüttel Breitenhess Celle Ehlershausen Ramlingen Otze Burgdorf Sehnde (Udenfor Hannover) Hotel på Piener Str. Pattensen (Udenfor Hannover) Koldingen Eime Eschershausen Holzminden Höxter Brakel Peckersheim Ikenhausen Bonenburg Scherfede West Korbach Frankenberg Ludvigshütte Biedenkopf (Af stisystemer til Breidenstein) Breidenstein Breidenbach Eschenburg Dillenburg (Over autoværn op på vej 277) Haiger Rabenscheid Hohnenroth Rothenbach Montabaur Neuhäusel Koblenz Rhens Waldesch Schiebigeich Ehr (Vej 327) Gödenroth Kastellaun (Pulterkammeret ligger på Marktstrasse) Kappel Hahn (Frankfurt / Hahn Lufthavn) (Vej 327 gravet op) Morbach (vej 269) Malborn (vej 327) Tiefentalerhof Hirschfeldenhof Greinerath Losheim an See Brotdorf Merzig Rehlingen-Siersburg (Nordvest for Saarbrüken) Am Mühlenberg (Ved grænsen) Gerstlinger Str. skifter navn til Rue De La Gare (vej L 359) (F) Guerstling Benting Bouzonville Drogny Metz Verny (Vej D 913) Cheminot (Vej D910) Lesménils (Motellet hvor de sov for længe) (Vej D 910) Pont á Mousson (Vej N57) Dieulouard (Vej N411) Toul Colombey les Belles (Vej N74) Billede af Pia bagfra: I byen Neufchateau ved cafe efter frokost på hjørnet af Quai Pasteur / Avenue du General de Gaulle Pompierre Sartes (vej D5) Rozieres sur Mouzon Lamarche Bourbonne les Bains Champlitte Gray Pesmes Mossey Poligny (Vej N5) Saint Laurent en Grandvaux (Vej D437) Chateau des Prés Saint Claude (Is på torvet) La Dévia (Vej D124) La Serra Désertines Belleydouxx (Vej D33) Le Cretet (Vej D13) Échallon (Vej D55) Saint Germain-de-Joux (Vej D1084) Chatillon-en-Michaille Belgarde-sur-Valserine Vanzy (Vej D1508) Mons Frangy Bonlieu (Vej 1508 / Route de Paris) La Balme de Sillngy (Vej 1508 / Route de Bellegarde) Chaumontet Voie de Mets (Vej D3508) Voie de Mets (Vej D1201) ANNECY Avenue de Brogny (Vej D1201) ANNECY Avenue de la Plaine ANNECY Avenue de France ANNECY Avenue de Petit Port ANNECY Avenue de Chavoires Veyrier du Lac Route d’ Annecy Menthon Saint Bernard Route de Menthon Kadencer på etaperne i snit/min. (Niels) 1. etape 80 omdr. pr. min. 2. etape 81 omdr. pr. min. 3. etape 80 omdr. pr. min. 4. etape 78 omdr. pr. min. 5. etape 74 omdr. pr. min. 6. etape 78 omdr. pr. min. Tidsplan for sidste etape 255 km. 3.300 højdemeter  kl. 7.00 Stå op kl. 7.30 Morgenmad kl. 8.15 Tjek af cykler, fylde flasker ect. kl. 8.30 Afgang 75 km ved 30 km/t kl. 11.00 Pause 15 min kl. 11.15 Afgang 60 km ved 30 km/t kl. 13.15 Pause 30 min kl. 13.45 Afgang 60 km ved 30 km/t kl. 15.45 Pause 15 min kl. 16.00 Afgang 60 km ved 30 km/t kl. 18.00 Ankomst efter 255 km